fte, der byggede et Huus paa Jorden, uden Grundvold; og Strøm men stødte derpaa, og det faldt strar, og samme Huses Fald blev stort.

7. Capitel.

(1) Jesus helbreder Hovedsmandens Tiener, 1-10. (II) Opvækter Enkens Son, 11-17. (III) Taler til Johannis Disciple om fig selv, 18-23. (IV) Til Foltet om Johannes og om deres Vantro, 24-35. (v) Forsvarer fg, og trøster Synderinden, 36-|

50.

421. Men der han havde fuldendt al fin Tale i Folkets Paaher, gik han ind i Capernaum.

2. Men en Hovedsmands Tiener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at døe.

9. Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: jeg siger Eder, saa stor en Tro haver jeg end ikke fundet i Israel.

10. Og der de, som vare udsendte, fom tilbage til Huset, fandt de den syge Tiener kart.

11. Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham og meget Folt.

12. Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.

4. Men der de kom til Jesum, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, ať du gjør ham dette ;

5. thi han elsker vort Folk og haver bygget os vor Synagoge. 6. Da gik Jesus med dem; men der han nu var ikke langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af fine Venner til ham, og lod ham fige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag.

7. Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men stig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.

8. Thi jeg er og et Menneste, Øvrigheden undergiven, som haver

14. Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: bu unge Karl, jeg siger dig, staa op! 15. Og den Døde reiste sig op, og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.

16. Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud haver besøgt sit Folk.

45

17. Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judæa og i alt det omkringliggende Land. 44 18. Og Johannis Disciple for fondte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig,

19. og sendte dem til Jesum, og lod fige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?

20. Men der disse Mænd kom til ham, sagde de: Johannes den Døber haver sendt os til dig, og lader sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden? 21. Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander, og stienkte mange Blinde Synet, 22. Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalste renses, Dove høre, Døde staae_op, Evangelium prædikes for de Fat tige;

23. og falig er den, som ikke forarges paa mig.

24. Men der Johannis Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at fee? et Rør, som bevæges af Veiret?

25. Eller hvad ere I udgangne at see? et Menneste, iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde.

26. Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg figer Eder, mere end en Prophet. 27. Han er den, om hvem der er strevet: see, jeg fender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vei for dig.

Mennesker ved? og hvem ere be lige?

32. De ere be smaa Børn lige, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: vi floitede for Eder, og I vilde ikke tandse, vi fang klageligen for Eder, og I vilde ikke græde.

33. Thi Johannes den Teber kom, og hverken aad Brød, ei heller drak Biin, og I sige: han haver Djævelen.

34. Menneskens Søn er kommen, æder og drikker, og I sige: see, en Fraadser og en Biindranker, Tolderes og Synderes Ven! 35. Dog Viisdommen er retfær diggjort af alle fine Børn. 36. Men En af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæerens Huus, og sad tilbords.

37. Og fee, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad til bords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabasterkrukke med Salve; 38. og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer, og aftørrede dem med sit Hovedhaar, og kyssede hans Fødder, og salvede dem med Salve.

30. Men Pharisæerne og de Lovfyndige foragtede Guds Raad med dem, og bleve ikke døbte af ham.

46.

43. Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret.

44. Og han vendte sig til Kvinben, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind bit Huus, du haver ikke givet mig Vand til mine Fødder; men denne vædede mine Fødder med Graad, og tørrede dem af med fit Hovedhaar.

45. Du gav mig intet Kos; men benne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder.

46. Du falvede ikke mit hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.

47. Derfor, figer jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet. 48. Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne!

49. Da begyndte de, som sade tilbords med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder?

50. Men han sagde til Kvinden: bin Tro haver frelst dig, gak bort med Fred.

8. Capitel. (1) Jesus drager omkring og præbiker: de Tolv og nogle Kvinder ere med ham, 1-3. (II) Jesus lærer ved Lignelse om Sæde manden, 4-15. (111) Om Lyset, der sættes paa Stagen, 16-18. (IV) Kalder Disciplene fine Nærpaarerende, 19-21. (v) Stiller Havet, 22-25. (VI) Uddriver Djævle, 26-39. (VII) Helbreder den blodsottige Kvinde, og opvækker Jairi Datter, 40 56.

Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham,

2. saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne ;

3. og Johanna, Chuze Herobis Fogeds Hustru, og Susanna og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods. 4. Men da meget Folk kom tilsammen, og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse:

5. Der gik en Sædemand ud at faae fin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien, og blev nedtraabt, og Himmelens Fugle aade det op.

6. Og Noget faldt paa ent Klippe; og der det vorte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædste.

7. Og Noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene vorte op med og kvalte det.

8. Og Noget faldt i god Jord, og det vorte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som haver Dren at høre med, han høre!

9. Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betsde?

10. Men han sagde: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de hørende ikke forstaae. 11. Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.

12. Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hierte, at de skulle ikke troe og blive salige.

13. Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Glæde, naar de det høre, og disse have ifte Rod; de troe til en Tid, og falde fra i Fristelsens Tid.

14. Men det, som faldt iblandt Lornene, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster, og bære ingen fuldkom men Frugt.

15. Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte, og bære Frugt i Taalmodighed. 16. Men Ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar, eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, at de, fom komme ind, kunne see Lyset. 17. Thi der er Intet skjult, som io skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skal blive kjendt og komme for Lyset.

18. Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som haver, ham skal gives; og hvo som ikke haver, fra ham skal og tages det, han synes at have.

5719. Men hans Moder og Brødre kom til ham, og kunde ikke komme ham i Tale for Folket.

کاکی

20. Og det blev ham tilkjendegi vet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor, og begiere at see dig.

21. Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guts Ord, og giøre det.

22. Og det begav sig en Dag, at han traatte i et Skib tilligemed fine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud.

23. Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Seen, og Stibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.

24. Da traadte de til ham, og vakte ham og sagde: Mester, Me ster! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bolger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

25. Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærde. des, og forundrede sig, og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baate over Veir og Vand, og de ere ham lydige. 26. Og de seilede frem til de Gadareners Egn, hvilken er tvert over for Galilæa.

27. Men der han traadte ud paa Landet, mødte ham en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Diævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene.

57

28. Men der han saae Jesum, raabte han, og faldt ned for ham og sagte med høi Rost: hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesu, den allerhøieste Guds Son? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig. 29. Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi lang Tid havde den sletet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene, og var dreven af Djævelen i Ørknerne.

30. Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legio; thi mange Djævle vare farne i ham.

31. Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden.

32. Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssete paa Bierget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. 33. Men Djævlene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og