Øren, og spyttede og rørte ved | nev paa Jorden, og tog de syv
Brød, takkede, brød dem, og gav

hans Tunge,

34. og faae op til himmelen, sine Disciple dem, at de skulde suttede, og sagde til ham: Ephata! lægge dem for dem; og de lagde det er: lad dig op! dem for Folket.

35. Og strar aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand Løsnedes, og han talebe ret.

36. Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bed dem, destomere kundgjorde de det.

37. Og de forundrede sig overmaade og sagde: han haver giort alle Ting vel; baade gjør han, at de Dove høre, og at de Maallose

tale.

en

7. Og de havde faa smaa Fiste;
og han velsignede dem og bød, at
ogsaa disse skulde lægges for.
8. Men de aade og bleve mætte;
og optoge af de levnede Stykker
syv Kurve.

9. Men de vare ved fire Tusinde,
som havde ædet, og han lod dem
fare.
70
10. Og ftrar traadte han i Skibet
med Disciplene og kom til Dalma-
nutha Egne.

11. Og Pharisæerne gik ud og be-
gyndte at bespørge sig med ham,
og begierede af ham et Tegn fra
Himmelen for at friste ham.
12. Og han suttede dybt i sin
and og sagde: hvi søger denne
Slægt Tegn? Sandelig siger jeg
denne Slægt.
Eder, at intet Tegn skal gives

8. Capitel. (1) Jesus bespiser 4000 Mænd, 1 9. (11) Vil intet Tegn give fra Himmelen, 10-13. (III) Abvarer for Pharisæernes Suurdet, 14-21. (IV) Helbreder Blind, 22-26. (V) Peter befjender ham at være Guds Sen, 27-30. (VI) Jesus taler om sin Lidelse og om Selvfornegtelse, traadte i Stibet igjen og foer til 13. Og han lob dem fare, og samt om sin Tilkommelse, 31-hiin Side. 38. Cap. 9, 1.

14. Og de havde glemt at tage
1. I de famme Dage, da der var Brød med, og havde itte mere med
der uterina
Bre"

havde at æde, kaldte Jesus fine
Disciple til sig og sagde til dem:
2. mig ynkes inderligen over Fol-
tet; thi de have nu tøvet hos mig
i tre Dage, og have Intet at æde.
3. Og dersom jeg lader dem fare
fastende hjem, maatte de forsmægte
raa Veien; thi Nogle af dem ere
komne langt fra.

4. Og hans Disciple svarede ham: hvorfra skulde Nogen kunne mætte disse med Brød her i Ørken?

5. Og han spurgte dem ad: hvormange Brød have I? Men de sagde: syv.

6. Og han beb Folket sætte sig

15. Og han bød dem og sagde: feer til, tager Eder vare for Pharisæernes Suurdet og Herodis Suurdei.

16. Og de bespurgte sig indbyrdes og sagde: det er, fordi vi ikke have Brød.

17. Og da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brod? Besinde I Eder ikke endnu, og forstade I ei heller, er Evers Hierte endnu forhærdet?

18. Have I Dine, og see ikke? og have I Øren, og høre ikke? og tomme I itte ihu?"

19. Da jeg brød fem Brød til

.기.

72

fem Tusinde, hvormange Kurse | Ypperstepræster og Skriftkloge, rg fulde af Styffer toge I da op? ihjelslaaes, og opstaae efter tre De sagde til ham: töls.

20. Men da jeg brød de syv til de
fire Tusinde, hvormange Kurve
fulde af Stylter toge I da op?
De sagte: syv.

21. Og han sagde til dem: hvor-
ledes forstaae I da ikke?
22. Og han kom til Bethsaida;
og de førte en Blind til ham og
bade ham, at han vilde røre ved
ham.

Dage.

32. Og han talede dette frit ud.. Og Peter tog ham til sig, og begyndte at straffe ham.

33. Men han vendte sig og face | paa fine Disciple, og straffede Peter og sagde: vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvað Guds er,✔ men hvad Menneskens er.

34. Og han kaldte Folket til fig tilligemed fine Disciple og sagde til 23. Og han tog den Blinde ved dem: hvo som vil komme efter mig, Haanden, og ledte ham hen uden-ban skal fornegte sig selv, og tage for Byen, og spyttede i hans Øine,sit Kors op, og følge mig. og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saae Noget. 24. Og han faae op og sagde: jeg seer Mennesker, som Træer, gaae omkring.

35. Thi hvo som vil frelse fit Liv, skal miste det; men hvo som mister fit Liv for min og Evangelii Skyld, han skal frelse det.

36. Thi hvad kan det gavne et 25. Derefter lagde han atter Menneske, dersom han vandt den Hænderne paa hans Dine og kom ganske Verden, og tog Skade paa ham til at fee, og han blev helbre-fin Sjæl? det og saae Alle klarlig.

26. Og han sendte ham til hans Huus og sagde: du skal hverken gaae ind i Byen, ei heller sige det til Nogen i Byen.

27. Og Jesus og hans Disciple gik ud til de Byer ved Cæsarea Philippi; og paa Veien spurgte han fine Disciple og sagde til dem: hyem sige Menneskene mig at være?

28. Men de frarede: Nogle fige: du er Johannes den Dober; og Andre, Elias; men Andre, een af Propheterne.

29. Og han sagde til dem: men I, hvem sige I, at jeg er? Da svarede Peter og sagde til ham: du er Christus.

30. Og han bød dem strengeligen, at de ikke skulde sige Nogen dette om ham.

731. Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Sen skulde lide meget, og forskydes af de Ælofte og

37. Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for fin Sjæl? 38. Thi hoo som skammer sig ved. mig og mine Ord iblandt denne vanartige og syndige Slægt, ved den skal og Menneskens Sen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.. Cap. 9, 1. Og han sagde til dem:74 sandelig siger jeg Eder, der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Deden, ferend de see Guds Rige at være kommet med Kraft.

9. Capitel.

(1) Jesus forklares, 2-10; taler om Elias, 11-13. (11) Helbreder den Maanesyge, 14-29. (III) Taler om sin Lidelse, 30-32 (IV) Om hvem der er den Sterste, 33-37. (v) Vil ei, man sfulde forbyde at updrive Djævle i hans Navn, 38-41. (VI) Abvarer for Forargelse, 42-50,

75

2. Og fer Dage derefter tog Jefus Peter og Jakob og Johannes til sig, og førte dem afsides op paa

dem og de Skriftkloge, som bespurgte sig med dem.

15. Og ftrar forbausedes alt Folet heit Bjerg, og han blev forvand-ket, der de saae ham, og de løb til let for dem. og hilsede ham.

3. Og hans Klæder blese skinnende, meget hvide, som Snee, saa at ingen Farver paa Jorden kan gjøre dem saa hvide.

4. Og Elias tilligemed Moses viste sig for dem, og de talede med Jesu.

16. Og han spurgte de Skriftkloge: hvorom bespørge I Eder indbyrdes?

17. Og Een af Folket svarede og sagde: Mester! jeg haver ført min Søn til dig; han haver en maalles Aand.

5. Og Peter svarede og sagde til Jesum: Rabbi! her er os godt at være, og vi ville giøre tre Boliger, dig een og Moses een og Elias een. 6. Thi han vidste ikke, hvad han ⚫ talede; thi de vare heel forfær-uodrive den, og de kunde ikke. dede.

18. Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skjærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg haver be gieret af dine Disciple, at de skulde

19. Men han svarede dem og fag

7. Og der kom en Sky, som over-de: o du vantroe Slægt! hvorskyggede dem; og en Røst kom af længe skal jeg være hos Eder? Styen, som sagde: denne er min hvorlænge skal jeg taale Eder? Son den Elstelige, hører ham! Bringer ham til mig!

8. Og strar der de skuede omkring 20. Og de ledte ham frem til fig, faae de Ingen mere, uden Je-ham; og der han saae ham, sled fum alene med dem. Aanden ham strar, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede.

9. Men der de gik ned af Bierget, bød han dem, at de skulde Ingen fortælle, hvad de havde feet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde.

10. Og de holdt dette hos sig selv, og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de Døde. 11. Og de spurgte ham og sagde: fige deg de Skriftkloge, at Elias | bør først komme?

12. Men han svarede og sagde til| dem Elias bør først komme, og flikke alle Ting tilrette; og det skal skee, som det er skrevet om Menneskens Sen, at han skal lide meget og foragtes.

13. Men jeg siger Eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham, hvad de vilde, eftersom det er skrevet om ham. 1614. Dg ta han kom til Disciplene, sage han meget Folk omkring

21. Og han spurgte hans Fader: hvorlænge er det, at dette vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen ;

22. og den haver ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjælp os!

23. Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle Ting ere den mulige, som troer.

24. Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: jeg troer, Herre! hjælp min Bantro.

25. Men der Jesus saae, at Folfet løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maal. lose og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke heref ter farer ind i ham.

26. Da streg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død.

27. Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.

og sagde: Mester! vi faae En, som ifte følger os, at ubdrive Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ifte følger os.

39. Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, fom giør en kraftig Gjerning i mit Navn, og kan snart derpaa tale ilde om mig.

28. Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke ud-40. Thi hvo som ikke er imod os, drive den ? er med os.

29. Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget, uden ved Bøn og Faste. -730. Og da be gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilæa; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det.

31. Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Mennestens Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulle ihielslaae ham; og naar han er ihielslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag.

32. Men de forstode ikke det Ord, og frygtede at spørge ham.

33. Og han kom til Capernaum, og der han var i huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien?

34. Men de taug; thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største.

35. Og han satte sig, og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sitste iblandt Alle og Alles Tjener.

36. Og han tog et lidet Barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem:

37. hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig an nammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte.

38. Men Johannes svarede ham

41. Thi hvo som stjenker Eder med et Bager Vand mit Navn, fordi hore Christo til, sandelig figer jeg Ever, han skal ingenlunde miste sin Løn.

42. Og hvo som forarger een af disse Emaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der blev hængt en Mellefteen om hans Hals, og han blev kastet i havet. 43. Og dersom din Haand forar ger dig, hug den af; det er dig bedre, at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder, og fare hen til Helvede i den uslukke lige Jld,

44. hvor deres Orm ikke bøer, og Ilden ikke udslukkes.

45. Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet t Helvede i den uslukkelige Ild, 46. hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.

47. Og dersom dit Die forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenviet ind i Guds Rige, end at have to Dine, og blive kastet i Helvedes Jld,

48. hvor deres Orm ikke døer, og Jlden ikke udslukkes.

49. Thi hver skal saltes med Jld, og alt Offer skal saltes med Salt.

50. Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det fin Smag igjen?

Haver Salt i Eber selv, og holder, ham atter i Huset om det SamFred med hverandre !