Landet; og de gik ud at see, hvad | bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende. det var, som var skeet. 15. Og de kom til Jesum, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes. 16. Men de, som det havde feet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene. 17. Og de begyndte at bede ham, at han vilde drage bort fra deres Egne. 18. Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham. 19. Men Jesus tilstedte ham det iffe, men sagde til ham: gak hen i dit Huus, til Dine, og forkynd | dem, hvor store Ting Herren haver giort dig, og at han haver forbarmet sig over dig. 20. Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjørt imod ham; og de forundrede sig alle. 27. Der hun hørte om Jesu, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon. 28. Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, da bliver jeg frelst. 29. Og strar tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredet fra denne Plage. 30. Og Jesus førnam strar paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo haver rørt ved mine Klæder? 31. Og hans Disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig? 32. Og han faae sig om, for at see hende, som havde gjort dette. 33. Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var skeet, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden. 34. Men han sagde til hende: 21. Og der Jesus igien var faren Datter! din Tro haver frelst dig; over i Skibet til hiin Side, forsam-gak bort med Fred, og vær helbre ledes meget Folk til ham, og han det fra din Plage. var ved Søen. 22. Og fee, der kom En af Synagog-Forstanderne ved Navn Jairus, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fodder. 23. Og han bad ham meget og sagde: min Datter er påa fit Yderste; v! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve. 24. Og han git bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham. 25. Og der var en Kvinde, som havde havt Blobflod i tolv Aar. 26. Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var iffe 35. Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere? 36. Men Jesus hørte strar, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ilfun! 37. Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Ja. kob og Johannes, Jakobs Broder, 38. Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og faae Larmen, at de græd og hylede meget. 39. Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde ? Barnet er ikke dødt, men sover. 40. Og de beloe ham; men han bres dem alle ud, og tog Barnets | 5. Og han kunde der flet ingen Fader og Moder med sig eg dem, kraftig Gjerning gjøre, uden at som vare med ham, og gik ind, han lagde Hænderne paa nogle faa hvor Barnet lage. 41. Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: Talitha Kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staa op! 42. Og Pigen stod strar op og gik omkring; thi hun var tolv Aar ⚫ gammel. Og de forfærdedes over maade. 43. Og han bed dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde. 6. Capitel. (1) Jesus foragtes i Nazareth, 1-6. (II) Udfender de Tolv, 7 13. (III) Herodes mener, at han var Johannes, hvem han havde ladet halshugge, 14-29. (IV) Jesus lærer, og bespiser 5000 Mænd, 30-44. (v) Beder, gaaer paa Havet, helbreder Mange, 45-56. 1. Og han git bort derfra og kom til fit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham. 2. Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at lære i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig faåre og sagde: hveden haver denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne fraftige Gierninger skee ved hans Hænder? Syge, og helbredte dem. 6. Og han forundrede sig over deres Vantro, og gik omkring i Byerne og lærte. 62 7. Og han fremkaldte de Tolv, og han begyndte at udsende dem, To og To, og gav dem Magt over de arene Aander. 8. Og han bød dem, at de skulde Intet tage med paa Reisen uden alene en Stav, ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Beltet; 9. men have anbundne Sko paa, og ikke iføre fig to Kjortler. 10. Og han sagde til dem: hvor gaae ind i et huus, bliver der, indtil I drage bort fra Stedet. 11. Og hvorsomhelst de ikke an namme Eder og ei høre Eder, Støvet under Eders Fødder til gaaer bort derfra og afryster Vidnesbyrd imod dem. Sandelig siger jeg Eber: det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa Dommens Dag end den Stad. 12. Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. 13. Og de dreve mange Djævle ud, og salvede mange Syge med Olie og helbredte dem. 14. Og Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var blevet be kjendt,) og han sagde: Johannes den Dober er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham. 15. Andre sagde: han er Elias; men Andre sagde: han er en Prophet, eller som een af Propheterne. 3. Er denne ikke den Tømmermand, Marie Son, Jakobs og Jose' og Judæ og Simons Broder? ere ifte og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa 16. Men der Herodes hørte det, ham. sagde han: Johannes, som jeg haver ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde. 4. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i fit Fædreneland og iblandt fine Slægtninge og i fit Huus. 17. Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet Johannes gribe og og lagde det i en Grav. takte i Fængsel, for Herodias', findet, kom de og toge hans Legeme Broders Philippi Hustrues Skyld; thi han havde taget hende tilægte. 18. Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru. 19. Men Herodias efterstræbte ham og vilde omkomme ham, og tunde iffe. 20. Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne. 63 21. Dg da der kom en beleilig Dag, der Herodes giorde sine Store og de øverste Hovedsmænd| og de Ypperste i Galilæa et Gjestebud paa sin Fødselsdag; 22. og Herodias' Datter kom ind og dandsede, og behagede Herodes og Gjesterne, sagde Kongen til Pigen: bed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det. 23. Og han svor hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. 24. Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannis den Dobers Hoved. 25. Og hun gik strar hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strar giver mig paa et Fad Johannis den Døbers Hoved. 26. Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. 27. Og Kongen sendte strar En af Bagten, og befoel at hente hans Hoved. 28. Denne gik ben og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad, og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det. 29. Og der hans Disciple hørte 30. Og Apostlene forsamledes fil Jesum og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært. 31. Og han sagde til dem: kom. mer I affides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at æde. 32. Og te fore bort i et Skib til et øde Sted afsides. 33. Og Folket saae dem farè bort, og Mange kjendte ham, og over Land løb de fra alle Stæder tils sammen derhen, og kom førend de og kom til ham. 34. Og Jesus gik ud og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget. 35. Og der Dagen var nu fast forløben, gik hans Disciple til ham og sagde; det er et øde Sted, og Dagen er nu fast forleben. 36. Lad dem, fare, at de kunne gaae hen i de omliggende Lands byer og Flækker at købe sig Brot; thi de have Intet at æde." 37. Men han svarede og sagde til dem: giver J. dem at æde. Og de sagde til ham: skulle vi gaae bort og kjøbe Brød for to hundrede Venninge, og give dem at æde? 38. Men han sagbe til dem: hvormange Brød have I? gaaer bort og seer. Og der de havde forfaret bet, sagde de: fem, og to Fiste. 39. Og han bød dem, at lade dem alle sætte sig ned i atskillige Hobe paa det grønne Græs. 40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme hundrede, og i somme halvtredsindstyve. 41. Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød vmliggende Egn, og begyndte at Brødene, og gav fine Disciple dem føre dem, som lede ilde, omkring at lægge for Folket, og han delede paa Sengene, hvor de hørte, at de to Fiske iblandt dem alle. 42. Og de aade alle, og blese mætte. 43. Og de opsamlede tolv Kurve, fulde af Stykker og af Fiskene. 44. Og de, som aade Brødene, vare ved fem tusinde Mænd. 45. Og ftrar nødte han fine Difciple til at gaae i Skibet, og iforveien sætte over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare. 46. Og der han havde taget Af sked fra dem, gik han op paa et Bjerg, at bede. 47. Og der det var blevet Aften, var Stibet midt paa Søen, og han alene paa Landet. 48. Og han faae, at de lede Nød, idet de roede, (thi Veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Soen, og han vilde gaaet dem forbi. 49. Men der de faae ham vandre paa Soen, meente de, at det var et Spøgelse, og de strege. 50. (Thi de faae ham Alle og bleve forskrækkede). Og han talede strar med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ifte! 51. Og han traadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfærdedes over al Maade ved stg selv, og forundrede sig. 52. Thi de havde ikke faaet Forfstand af det, som var skeet med Brødene, fordi deres hjerte var forhærdet. 53. Og der de vare satte over, kom de til det Land Genezareth, og lagde til Land. 54. Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strar. 55. Og de løb om i den ganske han var. 56. Og hvor han gik ind i Flækter eller Stæder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene, og bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte. 3. (Thi Pharisæerne og alle Jo derne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik. 4. Og af det, der er kjøbt paa Torvet, ade de ikke, uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke.) 5. Derefter spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke dine Disciple efter de lostes Skik, men æde med utoede Hænder? 6. Men han svarede og sagde til dem: Esaias haver spaaet retteli gen om Eder, I Dienskalke! som trevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig. 7. Men de dyrke mig forgieves, ibet de lære saadanne Lærdomme, | 21. Thi indvortes af Menneffesom ere Menneskers Bud. nes Hjerte udgaae onde Tanker, 8. Thi I forlade Guds Bud, og Hoer, Stierlevnet, Mord, holde Menneskers Skik, med at udtoe Kruus og Bægere; og I giøre mange andre saadanne Ting. 9. Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Ski 10. Thi Moses haver sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fäder eller Moder, skal visselig dee. 11. Men I fige: naar Nogen figer til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (bet er en Gave): 12. da tilstede I ham ikke yder-mere at yde fin Fader eller Moder nogen Hjælp. 13. Og I giore Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I giøre meget saadant. 14. Og han kaldte alt Folket til fig og fagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer. 15. Der er Intet udenfor Men nesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; men hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som giør Mennesket ureent. 16. Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!" 17. Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denne Lignelse. 18. Og han sagde til dem: ere I eg saa uforstandige? forstaae ifte, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen? 19. Thi det kommer ikke ind i hans hjerte, men i Bugen, og gaaer ud ved den naturlige Gang, og saaledes renses al Maden. 20. Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent. 22. Tyvert, Gjerrighed, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Die,' Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed: 23. alle disse onde Ting udgaae indvortes fra, og giøre Mennestet ureent. 24. Og han stod op og gik derfra til Tyri og Sidons Grændser, og gik ind i et Huus, og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult. 25. Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom og faldt ned for hans Fødder; 26. (men hun var en grætist Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter. 27. Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød, og kaste det for smaa Hunde. 28. Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Bør-, nenes Smuler. 29. Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Dievelen er udfaren af din Datter. 30. Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfären og Datteren laae paa Sengen. 31. Og der han gik ud igjen af Tyri og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igjen. nem Defapolis Grændser. 32. Og de førte en Dev til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham. 33. Og han tog ham affides fra Folket, og lagde sine Fingre i hans tg |