Dage skulle vanskelige Tider være | haver lært, og som dig er betroet, efterdi du veed, af hvem du haver at forvente. 2. Thi Menneskene ftulle være lært, egentiærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, 15. og efterdi du fra Barndom af tiender den hellige Skrift, som fan giøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christum Jesum. 16. Den ganske Skrift er indblæst af Gud, og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til 4. Forrædere, fremfusende, op- Optugtelse i Retfærdighed, blæste, som mere elske Bellyst, end de elske Gud, 3. utjærlige, uforligelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, uden Kjærlighed til det Gode, 5. som have Gudfrygtigheds Stin, men fornegte dens Kraft. Fly ogfaa disse. 6. Thi af dem ere be, som snige fig ind i husene og besnære Kvindfolt, som ere betyngede med Synder og drives af mangehaande Lyfter, 7. som lære altid og kunne aldrig komme til Sandheds Erkjendelse. 8. Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen. 9. Men de skulle ikke faae Fremgang ydermere; thi deres Galenstab stal blive aabenbar for alle, ligesom og hines blev. 10. Men bu haver efterfulgt mig i Lærdom, i Vandel, i Forsæt, Tro, Langmodighed, Kjærlighed, Taalmodighed, 11. Forfølgelser, i Lidelser, saa danne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconien, i Lystra; hville Forfølgelser jeg haver i staaet, og Herren friede mig af dem alle. 12. Ja, ogsaa Alle, som ville leve gubeligen i Christo Jesu, skulle forfølges. 13. Men onde Mennester og Bebragere fare frem til det Værre; de forføre og forføres. 14. Men du, bliv i det, som du 17. at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gierning. 4. Capitel. (1) Paulus formaner ham til Troskab i Embedet, 1-5. (II) Taler om sin Opløsning, 5-8. (III) Timotheus skal komme til ham, Demas har forladt ham, 9-13. (IV) Paulus klager over Alerander og Andre; trøster sig selv i Herren, 14-18. (v) Han beber at hilse, giver adskillige Befalinger, og ønsker Timotheus Naade, 19-22. 1. Derfor besværger jeg dig for Gud og den Herre Jesu Christo, som skal dømme Levende og Døde ved sin Aabenbarelse og fit Regi mente: 2. præbike Ordet, hold ved i Tide og i Utide, overbeviis, ftraf, forman med al Langmodighed og Lærdom. 3. Thi den Tid stal vorbe, da de ikke skulle forbrage den sunde Lærdom, men efter deres egne Begieringer tage sig selv Lærere i Hobetal, efter hrad der kildrer deres Øren. 4. Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler. 5. Men du, vær aarvaagen i alle Ting, lid Ondt, giør en Evange listes Gjerning, fuldfør din Tieneste. 1. Capitel. 2. i Haab om det erige Liv, hvil (1) Vaulus ønster Titus Naade, ket Gud, som ikke lyver, havde lo1-4. (IT) Vil, at han skal bevet fra evige Tiber, stifte retsindige Lærere, som kunne stoppe Munden paa dem, der sige imod, 5-11. (III) Litus stal strengeligen straffe de Ugubelige og Hyflerne, 12-16. 1. Paulus, Gubs Tiener, og Jesu Christi Apostel til Guds Ubvalgtes Tro og Erkjendelse af Sandheden til Gudfrygtighed, 3. men haver nu til sin Tid aabenbaret sit Orb ved den Prædiken, fom mig er betroet, efter Guds vor Frelsers Befaling: 4. til Titus, min ægte Sen i den fælles Tro: Naade, Barmhjertig bed, Freb fra Gud Fader og ben Herre Jesu Chrifto, vor Frelser! 5. Derfore efterlod jeg dig i Creta, at du skulde indrette, hvad som fattes, og indsætte Ældste i hver Stad, som jeg befoel dig, 6. faafremt en Saadan er uftraffelig, een Kvindes Mand, som háver troende Børn, der ikke ere befyldte for Ryggesløshed eller ere gienftribige. 7. Thi det bør en Biskop at være uftraffelig, som en Gubs Huushol-4 der, iffe indtagen af sig selv, itte vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til flet Vinding; 8. men gjestfri, elskende det Gode, findig, retfærdig, hellig, tydst; hans Pligt, og selv være et godt Erempel, 1-10. (II) Guds faliggjørende Naades Kraft og Hensigt, 11-15. 1. Men bu, tal, hvad der sømmer ben sunde Lærdom: 2. at de gamle Mænd skulle være aarvaagne, arbare, findige, sunde Tro, í Kjærlighed, i Taalmodighed; 3. besligefte, at de gamle Kvinder skulle holde sigt klæder, som bet sømmer de hellige, ille være Bagialerster, ikke hengivne til megen Viin, men give god Lærdom; 4. saa at de anføre de unge Kvinder til at elfte deres Mænd, og at elske deres Børn, 9. fom holder fast veb bet sande Ord efter Underviisningen, at han kan være mægtig til, baabe at formane ved den funde Lærdom og at overbevise dem, som sige imod. 10. Thi Mange ere gienftribige, føre forfængelig Snak og bedaare Sindet, meest de af Omstærelsen, 11. paa hvilke man bør stoppe 6. Forman ligesaa de unge Mænd Munden; thi de forvirre hele at være findige, 5. at være findige, kybfle, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige; at Guds Orb skal ikke bespottes. dighed, Huse,idet de lære, hvad utilbørligt 7. visende dig selv i alle Maader or, for flet Bindings Skyld. fom et Mønster paa gode Gjernin12. En af dem, deres egen Pro-ger, og i din Lære Reenhed, Værphet, haver sagt: Creter ere stedse Løgnere, onde Dyr, lade Buge. 13. Dette Vidnesbyrd er fandt. Desaarfag straf dem ftrengeligen, at de maae blive funde i Troen, 14. og ifte agte paa ioviste Fabler og Menneskers Bud, som vende sig fra Sandheden. i 15. Alt er vel reent for de Rene; men for de Besmittede og Vantroe er Intet reent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet. 16. De foregive, at de tiende Gud, men fornegte ham med Gierningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al gob Gjerning. 2. Capitel. 8. fund, ulastelig Tale, saa at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet Ondt haver at sige om Eder. 9. Tienerne forman at være deres Herrer underdanige, velbehagelige alle Ting, og ikke sige imod, 10. itte befvige, men bevise al gob Trostab, at de kunne probe Gubs vor Frelsers Lærdom i alle Ting. 11. Thi Guds saliggjørende Naabe er aabenbaret for alle Mennefter, 12. som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begieringer, og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden; 13. forventende det falige Haab (1) Titus stal undervise Enhver om og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenba- | Bab og Fornyelsen i den Hellig relse, Aand, 14. som gav fig selv for os, at 6. hvilken han haver rigeligen han maate forløse os fra al Uret- udøst over os ved Jesum Christum, færdighed og rense Fg selv et Eien-vor Frelser, bomsfolt, niotiert til gode Gierninger. 15. Lal dette, og forman dertil, og irettesæt med at Myndighed; lad Ingen foragte dig! 3. Capitel. 7. at vi, retfærdiggjorte ved hans Naabe, stulle efter Haabet vorbe Arvinger til det evige Liv. 8. Dette er en troværdig Tale, og dette vil jeg, at du skal bekræfte, paa det de, som have troet paa Gub, skulle beflitte sig paa at (1) Vaulus formaner til Lydighed overgaae Andre i gobe Gjerninger. mob Svrigheden og til Sagtmo- Dette er Mennestene godt og nyt dighed; thi vi ere frelste af Naa-tigt. de ved Christum, og ftulle beflit te os paa gode Gierninger, 1-8. (II) Titus stal flye daarlige Spørgsmaal og Sectstiftere, 911. (III) Andre Befalinger, Hilsen og Ønske, 12-15. 1. Paamind dem at være Fyrster og Øvrigheder underdanige, at Inde Befalinger, at være redebonne til al god Gjerning, 2. itte at bespotte Nogen, ikke være kivagtige, men billige, og bevise al Sagtmodighed mod alle Mennester. 9. Men hold big fra daarlige Spørgsmaal og Slægtberegninger og Trætter og Stridigheder om Loven; thi be ere unyttige og forfængelige. 10. Undvig et tietters Menneste, naar bu har paamindet og atter paamindet ham, 11. vidende, at en Saadan er forvendt og fynder, fordømt af fig selv. 12. Naar jeg fender Artemas til dig eller Tychicus, da giør din Flid at tomme til mig til Nicopolis; 3. Thi og vi vare fortum ufor-thi jeg haver besluttet at blive der standige, ulydige, vildfarende, Sla-i Vinter. ver af Begierligheder og mange- 13. Befordre Zenas den Lovkynhaande Lyster, henlevende i Ondskab bige og Apollos omhyggeligen, saa og Avind, vederstyggelige, habende at Intet stal fattes dem. hverandre. 4. Men der Guds vor Frelsers Mistundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbaredes: 14. Thi lab ogsaa Bore lære at beflitte sig paa gode Gjerninger til Andres Rødtørst, saa de ifte blive uden Frugt. 5. ille for de Retfærdigheds Gier- 15. Alle, som ere hos mig, hilse ningers Skyld, som vi havde gjort, dig. Hils dem, som os elske i Tro men efter sin Barmhjertighed frel- en. Naaden være med Eder alle! ste han vs ved Igienfødelsens | Amen. 304 St. Pauli Brev til Philemon. (1) Paulus enster Philemon med Flere Naade, takker Gud og beber for ham, 1-6. (11) Berem mer hans Kjærlighed, vil et befale, men hellere formane ham, igien at antage den bortløbne og omvendte Onesimus, 7-20. (III) Paulus er forsikret om hans Lydighed, vil komme til ham, beder at hilse, ønsker ham Naade, 21-25. 1. min Sen, som jeg haver avlet i mine Lænker, Onesimus, men nu er dig og mig nyttig, 11. som tilforn var dig unyttig, hvem jeg sender tilbage. 12. Ham annamme du, ham, mit eget Hjerte, 13. hvem jeg vilde beholdt hos mig, at han i dit Sted skulde tient mig i Lænkerne for Evangelium. 14. Men uden dit Samtykke vilde jeg Intet giøre, at din Godhed itte sfulde være af Tvang, men af Paulus, Christi Jesu Bund- fri Villie. 15. Thi maastee blev han derfor ne, og Broderen Timotheus til Philemon, vor Elskelige og Medar-skilt fra dig en liden Tid, at du beider, 2. og Appia, den elskelige Kvinde, og Archippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Huus: 3. Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesu Christs! 4. Jeg taller min Gud, idet jeg altid erindrer dig i mine Bonner, 5. efterdi jeg hører om den Kjærlighed og den Tro, som du haver til den Herre Jesum og for alle de Hellige, 6. at din Deelagtighed i Troen maa blive virksom, ved Erkjendelsen af alt det Gode, som er i Eder, for Christum Jefum. 7. Thi vi have stor Glæde og Trest af din Kjærlighed, efterdi de Helliges Hjerter ere blevne dedertvægede ved dig, Brober! 8. Derfor, endstiøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Chrifto befale dig det, som er tilbørligt, 9. faa formaner jeg dig dog helle. re i Kjærlighed, jeg, saadan som bu fjender mig, den gamle Paulus, nu ogsaa Josu Christi Bundne. 10. Jeg formaner dig angaaende Da. 20 maatte have ham evindeligen igjen, 16. ikke fremdeles som en Tral, men meer end en Træl, som en elstelig Broder, især for mig, men hvor meget mere for dig, baade i Kiøbet og i Herren. 17. Dersom du da anseer mig for din Meddeelagtige, saa annam ham som mig. 18. Men haver han gjort dig nogen Uret eller er dig Noget skyldig, da før mig det til Regning. 19. Jeg Paulus haver skrevet med min egen Haand, jeg vil betale, for ille at sige, at du er mig dig selv skyldig. 20. Ja, Broder! lad mig have Glæde af dig i Herren, vederkvæg mit Hierte i Herren! 21. I Tillid til din Lydighed haver jeg skrevet til dig og veed, at du vil gjøre endog over det, jeg figer. 22. Men tilmed bered mig Herberge; thi jeg haaber, at jeg formedelst Eders Bønner skal stjenkes Eder. 23. Epaphras, min Medfangne i Christo Jesu, 305 |