Jesum, 22; Naadens Ønske, han kan komme til mig; thi jeg

St. Pauli andet Brev til de Corinthier.

1. Capitel. (1) Paulus ønsker de Corinthier Naade, 1. 2. (II) Han lover Gud for Trøst i sin Trængsel, som og var de Corinthier til Gavn og Trost, 3-11. (III) Han taler om sin gode Samvittighed, 12-14. (IV) Og viser, hvorfor han ei var kommen til Corinthen, 15-24.

1.

Paulus, Jefu Chrifti Apostel

efter Guds Villie, og Broderen Timotheus, til Guts Menighed i Corinthen, med alle de Hellige, som ere i det ganske Achaia:

2. Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesu Christo!

Afta, at vi vare overmaade besvæ rede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet,

9. Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som oprækker de Døde; 10. som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

11. idet ogsaa I komme os til

Hiælp med Ben for vs, vaa det

den Naade, som os er beviist for Manges Skyld, maa erkjendes af Mange med Taksigelse for os.

12. Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Guds Netsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men 3. Lovet være Gud og vor Herres i Guds Naade have vandret i VerJesu Christi Fader, al Barmbier-den, men meest hos Eder. tigheds Fader og al Trøstes Gud, 13. Thi vi skrive Eder ikke Andet 4. som os trøster i al vor Træng til end det, som I læse eller ogsaa fel, at vi kunne trøste dem, som kjende; men jeg haaber, at I og ere i allehaande Trængsel, med den skulle kiende det indtt! Enden; Trost, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!

5. Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og ver Trøst overflødig ved Christum.

6. Hvad heller vi da trænges, steer det for Eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at I fordrage de samme Lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes, da skeer det for Eders Trøst og Frelse.

7. Og vort Haab er fast om Eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Livelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.

8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i

14. ligesom I og have kjendt os tildeels, at vi ere Eders Noes, ligesom og I vores, paa den Herres Jesu Dag.

15. Og i denne Fortrøstning vilde jeg kommet til Eder før, at I atter skulde annammet en Velgjerning, 16. Og igjennem Eders Stad dra get til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til Eder, og blevet ledsaget af Eder til Judæa. 17. Haver jeg derfor vel viist Let. sindighed, der jeg besluttede dette? Eller hvad jeg beslutter, beslutte jeg det efter Kjødet, saa at der hos mig er baade Ja, Ja, og Nei, Nei?

18. Saafandt Gud er trofast, var vor Tale til Eder ikke Ja og Nei.

1

Eder.

19. Thi Guds Son, Jesus Chri- | bed, som jeg overflødigen haver til stus, som er prædiket iblandt Eder sed os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men Ja var i ham.

20. Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, ere de i ham Ja, og i ham Amen, Gud til Ære formedelst vs.

21. Men den, som holder os med Eder faste til Christum, og som salvede os, er Gud,

5. Men dersom Nogen haver voldet Bedrøvelse, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels, for iffe at sige det haardere, Eder alle. 6. Nok for ham er den Straf, som er ham vederfaren af de Fleste, 7. saa at I tvertimod snarere skulde tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i altfor stor Bedrøvelse.

8. Derfor formaner jeg Eder, at I kraftigen vise ham Eders Kjær

22. som og beseglede os, og gav os Aanden til Pant i vore Hierter. 23. Men jeg kalder Gud til Vid-lighed. ne over mig, at jeg, for at skaane Eder, endnu ikke er kommen til Corinthen.

24. Jffe at vi ville herske over Eders Tro, men arbeide med til Eders Glæde; thi I staae fast i Troen.

2. Capitel.

(1) Paulus vil ikke komme til de Corinthier i Sorg, 1-4. (II) Vil, at de skulle trøste den bodfærdige Skjørlevner, 5-11. (III) Vidner om sin Bekymring for bem, 12. 13. (IV) Takker Gud, som velsignede hans Embede,

14-17.

1. Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til Eder i Bedrøvelse.

2. Thi dersom jeg bedrøver Eder, hyo er da den, som skal giøre mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?

3. Og jeg stres Eder just saale des, paa det jeg ikke, naar jeg kom, fulde have Bedrøvelse af dem, som | mig burde at have Glæde af, efterdi jeg er forsikkret om Eder alle, at min Glæde er alle Eders.

9. Thi derfor haver jeg og skrevet, at jeg vilde erfare, hvorvidt I holde Prøve, om I ere lydige i Alt. 10. Men hvem I tilgive Noget, den tilgiver og jeg; thi ogsaa jeg, dersom jeg haver tilgivet Noget, da haver jeg tilgivet det for Eders Skold, for Christi Aasyn, paa det vi ikke skulle besnæres af Satan; 11. thi hans Anslag ere os ikke ubekjendte.

12. Der jeg kom til Troas for at prædike Christi Evangelium, og en Dør var mig oplatt i Herren, da havde jeg ingen No i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;

13. men jeg tog Afsked fra dem og drog til Macedonien.

14. Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier i Christo, og udbreder sin Kundskabs Vellugt ved vs paa ethvert Sted.

15. Thi Christi Vellugt ere vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, 16. for disse en Dorsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil bygtig? 4. Thi i megen Kummer og med 17. Thi vi ere ikke som de Manbeklemt Hierte skrev jeg Eder til, ge, der forfalske Guds Ord, men under mange Taarer, ikke at I som af Retsindighed, men som af skulde blive bedrøvede, men paa Gud tale vi for Guds Aasyn i det at I skulde kjende den Kjærlig-| Christo.

3. Capitel. (1) De Corinthier vare Pauli Anbefalingsbrev, skrevet ved Guds Aand, 1-3. (II) Gud havde gjort ham dygtig til at være Mandens Tiener, ikke Bogstavens, 4-6. (111) Evangelii og Aandens Tieneste er langt herligere end Lovens, 7-11. (IV) Der er et Dække over det gamle Testament, som først borttages, naar man omvender sig til Christum, 12-18.

1. Begynde vi atter at prise os selv? eller behøve vi, som Nogle, Anbefalingsbreve til Eder, eller Anbefalingsbreve fra Eder?

2. I ere vort Brev, indskrevet i vore Hjerter, som kjendes og læses af alle Mennesker,

3. idet I aabenbart fees at være Christi Brev, besørget af os, strevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke i Steentavler, men i Hjertets Kjødtavler. 4. Saadan Tillid have vi til Gud formedelst Christum:

5. ikke at vi ere dygtige af os fely; at udtænke Noget, sam af vs selv; men vor Dygtighed er af Gud,

6. hvilken og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tienere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegier.

7. Men dersom den dødbringende Bogstavs Tieneste, indgraven i Stene, stete i Herlighed, saa at Israels Børn ikke kunde betragte Mose Ansigt formedelst hans Ansigts Herlighet, som dog skulde forsvinde:

8. hvi skulde da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed?

9. Thi dersom Fordømmelsens Tjeneste var i Herlighed, er meget |

mere Retfærdiggjørelsens Tjeneste overflødig i Herlighed.

10. Ja det, som havde Herlighed, var i denne Henseende end ikke herligt imod den overvættes Herlighed. 11. Thi dersom det, som skulde afskaffes, var i Herlighed, da skal det, som bliver, meget mere være i Herlighed.

12. Efterdi vi derfor have faadant Haab, bruge vi stor Frimodighed,

13. og giøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, at Israels Børn ikke skulde beskue det, førend det, som stulte afskaffes, fik Ende.

14. Men deres Sind er forhærdet; thi indtil denne Dag förbliver det samme Dække under det gamle Testamentes Læsning uaftraget; thi kun ved Christum hæves det. 15. Ja, indtil denne Dag ligger der et Dække over deres Hjerte, naar Moses læses;

16. men naar de omvende sig til Herren, da borttages Dækket. 17. Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed.

18. Men vi alle, som med ubedækket Ansigt stue Herrens Herlighed som i et Speil, blive forvandlede efter det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, og det af Herren, som er Aanden.

1. Derfor, da vi have denne samme Troens Aand, saasom Tieneste efter den Barmhjertighed skrevet er: jeg haver troet, derfor som os er vederfaren, saa blive vi haver jeg talet; saa troe vi og, iffe trætte, derfor tale vi og,

9. forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke forlorne; 10. ombærende altid den Herres 1. Thi vi ride, at dersom vort Jesu Dod i Legemet, at og Jesu | jordiske Huus, denne Hytte, nedLiv maa aabenbares i vort Legeme.