til at styre, til at tale adskillige | 8. Kjærligheden affalder aldrig; Tungemaal. 29. Monne Alle være Apostler? monne Alle være Propheter? monne Alle være Lærere? monne Alle giøre kraftige Gjerninger? 30. monne Alle have Gaver til at helbrede? monne Alle tale med adskillige Tungemaal? monne Alle udlægge? 31. Tragter efter de bedste Naadegaver! Og ydermere viser jeg Eder den ypperligste Vei. 13. Capitel. (1) Kjærligheden er den ypperste Gave; om man havde andre Gaver, og ikke denne, var man dog Intet, 1-3. (II) Dens herlige Egenskaber, 4-7; den bliver ved, naar andre Gaver ophøre, 8-13. 1. Talede jeg med Menneskers og Engles Tungemaal, men havde itte Kiærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjelde. 2. Og havde jeg prophetist Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al ro, saa at jeg kunde flotte Bjerge, men havde ikke Kjærlighed, da par jeg Intet. 3. Og uddeelte jeg alt mit Gods til de Fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at brændes, men havde itte Kjærlighed, da gavnede det mig Intet. 4. Kjærligheden er langmodig, er velvillig; Kjærligheden bærer ikke Nid; Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses itke; 5. den gier intet Usømmeligt, søger ikke sit Eget, forbittres ikke, bærer ikke Nag; 6. glæder sig ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed; 7. fordrager Alt, trøer Alt, haaber Alt, taaler Alt. men enten det er prophetiske Gaver, de skulle afskaffes, eller Tungemaat, de skulle ophøre, eller Kundskab, den skal afskaffes; 9. thi vi forstaae i stykkeviis, og prophetere i stykkeviis; 10. men naar det Fuldkomne kommer, da skal det, som er i stykkeviis, afskaffes. 11. Da jeg var et Barn, talebe jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagte jeg det Barnagtige. 12. Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle vi see Ansigt til Ansigt; nu kjender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og er kjendt. 13. Saa bliver da Tro, Haab, Kjærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kjærligheden. 14. Capitel. (1) At tale med fremmed Tungemaal for Andre, uden at Nogen udlægger det; er unyttigt, men at prophetere er mere til Opbyggelse, 1-33. (II) Kvinderne ffulle ei tale i Menigheden; alle Ting skulle skee sømmeligen og med Orden, 34-40. 1. Higer efter Kjærligheden, tragter efter de aandelige Gaver, men meest, at I maatte prophetere. 2. Thi den, som taler med et fremmed Tungemaal, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi Ingen forstaaer det, men han taler Hemmeligheder i Aanden. 3. Men hvo som propheterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trest. 4. Hvo som taler med et fremmed Tungemaal, opbygger sig selv; men bvo som propheterer, opbygger Menigheden. 5. Jeg vilbe, at I alle kunde tale med fremmede Tungemaal, men mere, at I kunde prophetere; thi den, som propheterer, er større end den, som taler med fremmede Tungemaal, uden saa er, at han det udlægger, saa at Menigheden haver Opbyggelse deraf. 6. Men nu, Brødre! dersom jeg kom til Eder og talede med frem mede Tungemaal, hvad gavnede jeg Eder, dersom jeg ikke talede med Eder enten ved Aabenbarelse eller ved Kundskab eller ved Própheti eller ved Lærdom? bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jeg vil og synge med Forstand. 16. Thi dersom du priser Gud i Aanden, hvorledes kan den, som staaer paa Lægmands Plads, sige Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke veed, hvad du siger? 17. Thi vel er din Taksigelse smuk, men den Anden opbygges ikke. 18. Jeg takker min Gud, at jeg mere end I alle taler i fremmede Tungemaal. 7. Endog de livløse Ting, som 19. Men i Menigheden vil jeg have Lyd, enten det er en Fløite | hellere tale fem Ord forstaaeligen, eller en Harpe, dersom de ikke give paa det jeg og kan undervise Antydelige Toner, hvorledes kan man dre, end ti tusinde Ord i fremmed da vide, hvad der er spillet paa Tungemaal. Fløiten eller Harpen? 8. Og om Basunen giver en utydelig lyd, hvo vil berede sig til Krig? 9. Saaledes og, dersom I ikke ved Lungen fremføre tydelig Tale, hvorledes kan man forstaae det, som tales? Da ville I jo tale hen i Veiret. 10. Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mangeslags Sprog, og der er intet af dem, som jo haver fin Betydning. 11. Dersom jeg da ikke veeb Sprogets Betydning, bliver jeg for den, som taler, en Barbar, og den, som taler, bliver for mig en Barbar. 20. Brødre! vorder ikke Bern i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod værer fuldvorne. 21. Der er skrevet i Loven: ved dem, som have andre Tungemaal, og ved andre Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren. 22. Derfor ere disse Tungemaal til et Tegn, ikke for dem, som troe, men for de Vantroe; men den prophetiske Gave er det ikke for de Vantroe, men for dem, som troe. 23. Naar altsaa den ganske Menighed kom tilsammen, og Alle talede med fremmede Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilte de ikke sige, at I vare 12. Altsaa, efterdi I bige efter aandelige Gaver, da søger ogsaa Igalne? at have overflødigen til Menighedens Opbyggelse. 13. Derfor, hvo som taler med fremmed Tungemaal, bede, at han maa kunne udlægge det. 24. Men dersom Alle prophetere, og der kommer nogen Vantro eller Lægmand ind, da overbevises han af Älle, han vises tilrette af Alle, 25. hans Hiertes skjulte Tanker 14. Thi dersom jeg giør Bøn i aabenbares, og saa vil han falde fremmed Tungemaal, da beder vel paa sit Ansigt og tilbede Gud og min Aand, men mine Ords For-forkynde, at Gud er sandeligen i stand er uden Frugt. Eder. 15. Hvad bør da stee? Jeg vil 26. Hvad bør da skee, Brødre ? Naar I komme sammen, da haver | ikke at tale med fremmede Tungehver af Eder en Psalme, han haver maal. en Lærdom, han haver et fremmed 40. Alt skee sømmeligen og med Tungemaal, han haver en Aaben- Orden! barelse, han haver en Udlæggelse; Alt stee til Opbyggelse! 27. Dersom Nogen taler i fremmed Tungemaal, da være det To, eller i det høieste Tre, og den Ene efter den Anden, og Een udlægge det. 28. Men dersom der ingen Ublægger er tilstede, da tie hiin i Menigheden, men han tale for fig selv og for Gud. 29. Af Propheter tale to eller tre, og de Andre prøve det. 30. Men dersom en Anden, som sidder der, faaer en Aabenbarelse, da tie den Første. 31. Thi I kunne alle prophetere, den Ene efter den Anden, at Alle kunne lære, og Alle blive formanede. 32. Ogsaa Propheters Aander ere Propheter underdanige. 33. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de Helliges Menigheder, 34. tie Eders Kvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke til stedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger. 35. Men ville de lære Noget, da abspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Kvinder ilde at tale i en Menighed. 36. Eller er Guds Orb udgaaet fra Eder? eller er det kommet til Eder alene? 37. Dersom Nogen lader sig tykke, at han er en Prophet eller Aandelig, han betænke det, som jeg skriver til Eder, at det er Herrens Bud. 38. Men erkjender Nogen det ikke, da lade han være ! 39. Derfor, Brødre! tragter efter de prophetiste Gaver, og formener 15. Capitel. (1) Paulus vidner om Christi Op. standelse og hans Aabenbarelse, 1-11. (11) Gjendriver dem, som negte Opstandelsen, 12-34. (III) Lærer, hvorledes de Døde skulle opstaae, 35-53. (IV) Trøster hermed dem, som troe, 54-58. 1. Fremdeles minder jeg Eder, Brødre! om det Evangelium, fom jeg forkyndte Eder, hvilket I og annammede, i hvilket I og ere vedblevne, 2. ved hvilket I og blive salige, dersom I det beholde efter den Tale, hvormed jeg forkyndte Eder bet, med mindre I have troet let. sindigen. 3. Thi jeg 'overantvordede Eder iblandt det Første, hvad og jeg annammede: at Christus døde for vore Synder, efter Skrifterne; 4. og at han blev begraven; 5. og at han opstod den tredie Dag, efter Skrifterne; 6. og at han blev seet af Kephas, derefter af de Tolv. 7. Derpaa blev han feet af flere end fem hundrede Brødre paa eengang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere og hensovede. 8. Derefter blev han feet af Ja. kobus, dernæst af alle Apostlerne. 9. Men sidst af Alle blev han feet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den Ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed. 10. Men af Guds Naade er jeg tet, jeg er, og hans Naade mod mig haver ikke været forgjeves; men jeg haver arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. 11. Hvad heller det da er mig eller | tetgjort alt Fyrstendømme og al de andre, saaledes prædike vi, og Vælde og Magt. saaledes troede J. 12. Men naar da Chriftus prædikes at være opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle iblandt Eder, at der ikke er Dødes Opstandelse? 13. Men dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden. 14. Men er Christus ikke opstan den, da er vor Prædiken jo forgieves, saa er og Eders Tro forgieves. 15. Vi blive da og fundne som falske Vidner om Gud, idet vi have vidnet om Gud, at han opreiste Christum, hvilken han ikke haver opreist, dersom nemlig de Døde ikke opreises. 16. Thi dersom de Dode ikke opstaae, da er Christus ikke heller opstanden. 17. Men dersom Christus ikke er opstanden, da er Eders Tro forfængelig; saa ere I endnu i Eders Synder; 18. faa ere og de fortabte, som ere hensovede i Christo. 19. Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker. 20. Men nu er Christus opstanden fra de Døde, og er bleven den Førstegrøde af de Hensovede. 21. Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dodes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22. Thi ligesom Alle døe i Adam, saa skulle og Alle levendegiøres i Christo. 23. Dog hver i fin Orden: den første Grøde er Christus, dernæst de, som ere Christi, udi hans Tilkommelse. 25. Thi ham bør det at regiere, indtil han faaer lagt alle Fjender under sine Fødder. 26. Den sidste Fiende, som tilintetgjøres, er Døden. 27. Han haver jo lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere ham underlagte, da er det aabenbart, at det er ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting. 28. Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som haver underlagt ham alle Ting, at Gud skal være Alt i Alle. 29. Hvad monne de ellers gjøre, som debes for de Døde, dersom de Døde aldeles ikke opreises? hvi dobes de da for de Døde? 30. Hvi staae ogsaa vi hver Time i Fare? 31. Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved vor Roes, den, som jeg haver i Christo Jesu vor Herre. 32. Stred jeg, efter menneskelig Maade at tale, med vilde Dyr Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os æde og drikke, thi i Morgen dee vi. 33. Forføres ikke; flet Omgang fordærver gode Sæber! 34. Vaagner op, som det sømmer sig, og synder ikke; thi Nogle vide Intet af Gud, det siger jeg Eder til Blusel. 35. Men der maatte Nogen sige: hvorledes opstaae de Dete? og med hvordant et Legeme komme de frem? 36. Du Daare! det som du faaer, bliver ikke levendegjort, dersom det 24. Derpaa kommer Enden, naar | ikke døer. han har overantvorbet Gud og 37. Og hvad du faaer, da saaer Faderen Riget, naar han har tilin du ikke det Legeme, der skal vorde, men et blot Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. 38. Men Gud giver det et Legeme, ligesom han vil, og hver Sæd fit eget Legeme. 39. Alt Kjød er ikke det samme Kiøb, men et er Menneskets Kjød, et andet Kvægets, et andet Fiskenes, et andet Fuglenes. 40. Og der ere himmelske Legemer og jordiske Legemer; men en er de himmelskes Herlighed, en anden de jordistes. 41. En er Solens Glands, en anden Maanens Glands, en anden Stjernernes Glands; thi en Stjerne overgaaer den anden i Klarhed. 42. Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det faaes i Forkrænkelighed det opstaaer i Uforkrænkelighed; 43. det faaes i Vanære, det opstaaer i Herlighed; det faaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft; 44. der faaes et sandseligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme. Der er et sandseligt Legeme, der er ogsaa et aandeligt Legeme. 45. Saaledes er der ogsaa skrevet: det første Menneske, Adam, er bleven til en levende Sjæl, den sioste Adam til en levendegjørende Aand. 46. Det Aandelige er ikke det første, men det Sandselige; derefter det Aandelige. 47. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske, Herren, er af Himmelen. 48. Saadan som den Jordiske var, saadanne ere og de Jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de Himmelske. 49. Og ligesom vi have baaret den Jordistes Billede, saa skulle vi og bære den Himmelskes Billede. 50. Men dette figer jeg, Brødre ! at Kiød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed. 51. See, jeg siger Eder en Hemmelighed: vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres, 52. i en hast, i et Dieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkrænkelige, og vi skulle forandres. 53. Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Ucodelighed. 54. Men naar dette Forkrænkelige er iført Uforkrænkelighed, og dette Dødelige er iført udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Seier. 55. Død, hvor er din Braad? helvede, hvor er din Seier? 56. Men Dødens Braad er Synden, og Syndens Kraft er Loven. 57. Men Gud være Tak, som gi ver os Seier formedelst vor Herre Jesum Chriftum. 58. Derfer, mine kjære Brøtre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren. |