19. Men til denne sagde han ogsaa: og du skal være over fem Stæder.

20. Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilfet jeg har havt forvaret i et Klæde. 21. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og hofter det, som du ikke faaede. 22. Men han sagde til ham: efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tiener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, sem tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;

23. hvi gav du da ikke mine Penge til Verelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde krævet dem med Rente?

24. Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som haver de ti Pund.

25. (Og de sagde til ham: Herre! han haver ti Pund.)

26. Thi jeg siger Eder, at hver den, som haver, ham skal gives; men fra den, som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det, han haver.

27. Og nu fører hid hine mine Fiender, som ikke vilde, at jeg skulde regiere over dem, og slaaer dem ihiel for mine Line.

28. Og der han dette havde sagt, drog han frem og reiste op til Jerusalem.

29. Og det begav sig, der han kom nær til Bethphage og Bethanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af fine Disciple og sagde:

30. gaaer hen til den By, som ligger for Eter; naar I komme terino, sulle I finde et Føl bun

31. Og dersom Nogen sperger Eder: hvi lose I det? da siger saaledes til ham: Herren haver det behov.

32. Men de Udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem.

33. Men der de loste Follet, sagde dets Herre til dem: hvi lose I Follet?

34. Men de sagde: Herren haver det behov.

35. Og de førte det til Jesum, og lagde deres Klæder paa Føllet, og satte Jesum derpaa.

36. Og der han reiste frem, bredte de deres Klæder under ham paa Veien.

37. Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde feet, og sagde:

38. Velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen og Ære i det Høieste! 39. Og nogle Pharifæer af Ska ren sagde til ham: Mester! stra dine Disciple.

40. Og han svarede og sagde til tem: jeg siger Eder, at dersom disse taug, da skulde Stenene raabe.

41. Og der han kom nær til og faae Staden, græd han over den og sagde:

42. Vidste du dog, ja, end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Dine.

43. Derfor skulle de Dage komme over dig, da dine Fiender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig alleregne;

44. og de skulle lægge dig flet øde og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelses Tid. 1/3 45. Og han gik ind i Templet, og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte, 46. og sagde til dem: der er strebet: mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Roverkule.

47. Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folfet søgte at omkomme ham.

48. Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Zolket hængte ved ham og hørte ham.

20. Capitel.

(1) Jesus vil ei sige, af hvad Magt han giorde fine Gjerninger, 18. (II) Fremsætter Lignelsen em Viingaardsmændene, 9-19. (III) Taler om Skattens Mynt, 20-26. (IV) Om Opstandelfen, 27-40. (v) Om Messias 41-44. (VI) Om de Skrift kloges Hykleri, 45-47. 1/51. Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste. 2. Og de talede til ham og sagde: siig os, af hvad Magt gjør du disse Ling? eller hvo er den, som haver givet dig denne Magt?

3. Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det: 4. Johannis Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker? 5. Men de overveiede ved sig selv og sagde: fige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?

6. Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er

fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.

7. Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

8. Og Jesus sagde til dem: saa figer jeg Eder ikke heller, af hvað Magt jeg giør disse Ting. 116 9. Men han begyndte at sige til' Folket denne Lignelse: Et Menneste plantede en Viingaard, og leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands en Tid lang. 10. Og der Tiden kom, sendte han en Tiener til Viingaardsmændene, at de skulde give ham af Viingaardens Frugt; men Viin gaardsmændene sloge ham, og lode ham tomhændet fra sig.

11. Og han blev ved, og sendte en anden Tiener; men de floge ogsaa denne, og forhaanede ham, og lode ham tomhændet fra sig. 12. Og han blev ved, og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de, og udstødte ham.

13. Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.

14. Men der Viingaardsmændene faae ham, beraadke de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores.

15. Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem?

16. Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd, og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig!

17. Men han faae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er trevet: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

19. Og de Apperstepræster og Skriftkloge føgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Lignelse mod dem.

20. Og de toge vare paa ham, eg udsendte Lurere, der anstillete fig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øv righeden og Landshøvdingens Magt.

21. Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og kærer rettelig, og ikke anseer nogen Person, men lærer Guts Vei i Sandhed.

22. Er det os tilladt, at give Keiseren Skat, eller ei?

23. Men da han mærkede deres Trædsthed, sagde han til dem: hvi friste I mig?

24. Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift haver den? Men de svarede og sagte: Keiferens.

25. Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, Guds er.

26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paaber, og de forundrede sig over hans Svar og taug.

27. Men nogle af Sadducæerne, hvilke negte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:

28. Mester! Moses haver foreskrevet os: dersom Nogen haver en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen, og opreise sin Broder Sæt.

29. Nu vare her syv Brødre; og

30. Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs. 31. Og den tredie tog hende og saaledes alle Sov; og de døde uden at efterlade Børn. 32. Men sidst af dem alle døte ogsaa Kvinden.

33. I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle Syv havt hende til Hustru.

34. Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Bern tage til Ægte og bortgiftes.

35. Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden ög i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

36. De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige, og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.

37. Men at de Dode ovvækkes, haver og Moses givet tilkiende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. 38. Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle.

39. Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du ta lede vel.

40. Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget.

21 41. Men han sagde til dem: hvorledes siger man, Christus at være Davids Sen?

42. da de David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min heire Haand,

43. indtil jeg lægger dine Fiender til dine Fodders Skammel. 44. Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er ban da hans Sen?

og dem, som give Die i de Dage; thi der skal være stor Ned paa Jorden og Vrede over dette Folk. 24. Og de skulle falde for Sværdets Eg, og føres fangne til alle Hedningerne og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. 25. Og der skal_skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse,

26. naar Menneskene forsmægte • af Frygt og de Tings Forventelfe, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres. 27. Og da skulle de see Mennestens Son komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed.

28. Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløster Eders Hoveder, efterdi Eders Jorløsning stunder til.

29. Og han sagde dem en Lignelfe: seer Figentræet og alle Træer; 30. naar de springe ud, da skjønne I af Eder selv, at Sommeren nu

er nær.

31. Ligesaa og I, naar I see disse Ting at stee, da kjende I, at Guds Nige er nær.

32. Sandelig siger jeg Eder, at denne Slægt skal ikke forgaae, førend det skeer altsammen.

33. Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

34. Men vegter Eder, at Eders Hierter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

35. Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord.

36. Derfor vaager og beder til enhver Tid, at J kunne agtes vær

dige til at undflye alle disse Ting, som skee skulle, og til at bestaae for Mennestens Søn.

37. Men han lærte om Dagene Templet, men vm Nætterne gik han ud, og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.

38. Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.

22. Capitel.

(1) Jøderne raadslaae om at dræbe Jejum, 1. 2. (II) Judas vil forraade ham, 3-6. (III) Disciplene berede Paaske, 7-13. (IV) Jesus æder Paaskelammet, indstifter Alterens Sacrament, 1420. (v) Taler om sin Forræder, 21-23. (VI) Raader til

omyghed, 24-27. (VII) Trøster Disciplene, 28-30. (VII) Forkynder Peters Fald, 31-345 taler om de tilstundende Fristel= fer, 35-38. (IX) Lider i Urtegaarden, 39-46. (x) Forraades, 47. 48. (XI) Læger Malchi Øre, 49-51. (XII) Straffer fine Fienter, 52. 53. (XIII) Fornægtes af Peter, 54-62. (XIV) Bespottes og flaacs, 6365. (xv) Bekjender sig at være Christus, 66-71. 131 1. Men de ufyrede Brods Høitid, som kaldes Paaste, nærmete sig. 2. Og de Ypperstepræster og Skriftkloge føgte, hvorledes de kunde ihielslaae ham; thi de frygtede for Folket.

3. Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv.

4. Og han gik herr og talede med de Ypperstepræster og Hovedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem.

5. Og de bleve glade, og lovede at give ham Penge.

6. Og han tilsagde tet; og han